BioInnovation Institute støtter innovativ health tech

Hos BioInnovation Institute, der er en international incubator i Danmark, der beskæftiger sig med forskningsbaseret innovation og iværksætteri, har man lagt et nyt fokus med 70 millioner kr. der årligt gives til start-ups og iværksættere inden for health tech. En af dem, der er har opnået støtte til sin innovation, er Anja Boisen, der til dagligt er sektionsleder og professor ved Institut for Sundhedsteknologi på DTU.

Med BioInnovation Institutes (BII) nye fokusområde, som støtter op omkring innovativ forskning, som inden for en årrække, skal afføde et markedsklart produkt inden for health tech, er man allerede godt i gang med arbejdet. Anja Boisen, der er centerleder ved grundforskningscenteret IDUN på DTU, og som kommer til at lede det første hold under initiativet, mener, at der er tale om et utroligt kærkomment tiltag:

Som forskere er vi er rigtig gode til at publicere og arbejde med patenter, men det kan være en udfordring at komme længere ud end det, fordi vi som forskere ikke besidder de spidskompetencer det kræver,  for at få et produkt på markedet. Derfor er det en stor fordel, at BII, foruden funding, er dygtige til at komme med inputs og stiller ekspertise inden for forretningsudvikling til rådighed. I forhold til de tidligere innovationer, som jeg har arbejdet med i akademisk sammenhæng, ser jeg især frem til en mere formaliseret og struktureret proces og at få relevant ekspertise inden for forretningsudvikling ind over så tidligt i forløbet.

Selve produktet som Anja Boisen arbejder på at udvikle i BII’s kontor og laboratorieområde, er et nyt apparat, der kan lave minuthurtige lægemiddelmålinger ud fra en enkelt dråbe blod. Ideen bag produktet opstod i en samtale med en kollega fra Rigshospitalet omkring vigtigheden af at kunne måle medicin i blodet i forbindelse med kræftbehandling. Under kemoterapi er det vigtigt, man er opmærksom på, hvordan kroppen optager og arbejder med medicin. Patienter kan nemlig risikere at nedbryde medicinen for hurtigt, så behandlingen har en lille effekt. Medicinen kan også nedbrydes for langsomt, hvilket i nogle tilfælde kan medføre forgiftning.  Anja Boisens produkt vil kunne gøre hele monitoreringen mere praktisk for personalet, men vil også kunne måle og følge den enkelte patient meget tættere end det er tilfældet i dag. 

Rent praktisk består produktet af en optisk målemetode, der ud fra en enkelt dråbe blod, kan måle medicinen i patientens krop:

Alt vi behøver er en dråbe blod. Dråben bliver så centrifugeret på noget der allermest minder om en DVD-disk med nogle små kanaler, så vi får skilt den rene del af blodet fra. Den del af blodet, der stadig indeholder medicinrester, kører vi hen over en nanostruktureret overflade, som gennemlyses af en laser. Alt efter hvad der sidder på overfladen, vil lyset blive absorberet og komme tilbage med en lidt anden bølgelængde, end den vi sendte ned, fordi der frigøres nogle vibrationer i molekylerne på overfladen. Det er i den forskel, der optræder i det lys vi sender ned igennem prøven, at vi kan aflæse et kemisk aftryk, som kan fortælle, hvilke typer af medicin, der findes i blodet og hvor høj eller lav koncentrationen i det er, forklarer Anja Boisen

Selve instrumentet er ikke større end en madkasse og kan nemt placeres ved siden af den enkelte patient og processen tager ikke mere end ti minutter. Når Anja Boisens innovation er færdigt, kommer personalet til at spare en masse tid, fordi prøverne ikke skal sendes frem og tilbage, men kan klares på stedet ved siden af patienten. Personalet vil også kunne monitorere resultatet online. Det giver mulighed for at følge patienten hele tiden og derved skabe en behandling, der helt præcis er tilrettet den enkelte patient.

Værdifuld feedback fra eksperter, rådgivere og investorer 

Den nuværende sundhedskrise med Covid-19 har sat sine naturlige begrænsninger i forhold til fysiske møder med udenlandske eksperter, rådgivere og investorer. Derfor har man også grebet til alternative tiltag for, at det tidlige forskningsprojekt har kunne få værdifuld feedback til det videre arbejde med at bringe forskningen tættere mod markedet:

Som del af projektets udvikling mod markedet, har BioInnovation Institute faciliteret online-feedbackmøder med investorer, rådgivere og eksperter fra bl.a. Danmark, England og USA. Det har fungeret således, at vi gennem en videoforbindelse får mulighed for at pitche op til ca. 20 personer ad gangen. Det har typisk været et pitch på 10 min. og så har investorerne og eksperterne ellers stillet spørgsmål og givet os værdifulde råd til vores videre udvikling. Det har faktisk været super interessant, at få indblik i hvilke fokusområder, der er interessante fra deres side af bordet. Det bidrager også til selve innovationen, at der hele tiden kommer nye vinkler på projektet – det har været meget spændende for mig at være en del af, fortæller Anja Boisen.

For Anja Boisen og hendes team skal rejsen for alvor til at begynde. Projektet er i en tidlig fase og tilknyttet DTU, men med et dedikeret forskningsteam hos BII. Fremover venter selve produktudviklingen, som først og fremmest vil fokusere på at gøre teknologien robust og gøre det muligt at måle lavere koncentrationer i prøver, end det er tilfældet i dag.

Læs mere her

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev