Dansk e-handel i kølvandet på Covid-19

Med indtræden af den altoverskyggende Covid-19 blev den danske handel med ét lammet og måtte tænke i nye og alternative baner. Heldigvis har flere brancher også oplevet opblomstring, og generelt set står den danske e-handel fortsat rigtig stærkt.

Den sundhedsmæssige krise, som Covid-19 bragte med sig, trak med ét tæppet væk under den danske detailhandel. Mens de fysiske butikker led under regulativer, der holdt deres butikker lukkede, så det anderledes problematisk ud for den danske e-handel, der også blev hårdt ramt – lige med undtagelse af f.eks. Nemlig. com og Matas.dk. Niels Ralund, der er Adm. Direktør i Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), forklarer udviklingen således:

Der faldt jo en håndgranat, hvor al handel med ét blev lammet – selvfølgelig med undtagelse af dagligvarer og værnemidler, men ellers blev alt lagt ned fra den ene dag til den anden. Heldigvis oplevede vi i løbet af relativt kort tid, at flere grupper kom rigtig godt i gang allerede i løbet af april. Der gik modebranchen f.eks. markant frem. Efter at have ligget fuldstændigt stille oplevede mange af de store brands, at de lå over index i april. Det skal selvfølgelig ses på baggrund af en længere periode, hvor mange solgte mindre, end de plejer, fortæller Niels Ralund, før han fortsætter:

De første områder, der oplevede fremgang, var elektronik, hvor der blev købt store fjernsyn og gamer-udstyr. Ligeledes oplevede garnforhandlere også med det samme en stor efterspørgsel fra både ind- og udland. Der er ingen tvivl om, at det her har været en hård periode for rigtig mange, men der er også brancher, der har oplevet fremgang i denne perioder, siger Niels Ralund.

Fortsætter tendensen?

Det helt store spørgsmål er, om danskerne vil fortsætte med at handle online, eller om flere vil vende tilbage til de fysiske butikker. Hos FDIH har de lavet en markedsanalyse, der viser, at internetbutikkerne godt kan mærke på omsætningen, at de fysiske butikker igen har åbnet op for kunderne. Analysen viser dog også, at over halvdelen af internet-butikkerne ikke har mærket genåbningen af de fysiske butikker, som det fremgår af grafen.

Ifølge Niels Ralund er især det ældre segment sprunget på e-handlen, og det er en tendens, han tror, der fortsætter:

Et af de nye segmenter, som har haft stor glæde af e-handlen i coronatiden, er de ældre, som ellers har været tøvende i forhold til at tage det sidste skridt mod e-handel. De ældre har skullet, og skal stadig, passe rigtig godt på sig selv og deres helbred, og det har gjort, at mange har stiftet bekendtskab med handel online. Spørgsmålet er så, om de falder fra igen, eller om de fortsætter med at handle online. Min umiddelbare tanke er ,at de godt kan se ideen i at få bragt deres varer direkte til døren i stedet for at slæbe dem hjem fra butikken. Specielt når det kan gøres for en pris, der ikke er meget anderledes end hos de fysiske butikker, fortæller Niels Ralund.

Derudover har Coronakrisen givet den generelle e-handel et løft, hvor man i e-handelsvirksomhederne kan mærke, at der er kommet nye kunder til forretningen, samtidig med at de eksisterende kunder har købt ind i større mængder end tidligere.

En god kundeoplevelse online

Som udgangspunkt kommer glade og tilfredse kunder igen, og det gælder særligt for e-handel, hvor en dårlig kundeoplevelse nemt kan resultere i, at kunden finder en anden tilsvarende internetbutik og gør sit køb. Når det kommer til at sikre sine kunder den bedst mulige oplevelse, når de handler online, så er det ifølge Niels Ralund helt ligetil:

Det er faktisk ikke raketvidenskab, og der er ingen smutveje. Det er bare benhårdt arbejde, som det er med så meget andet. Det handler om god kundeservice, hvor kunden føler sig hørt og set. Specielt når det kommer til online handel, er det vigtigt, at man har en god oplevelse. For mig at se handler det om dedikation og hårdt arbejde. Det er det, som man skal gøre op med sig selv, når man gerne vil bedrive e-handel. Hvis man kan dedikere sig til det og arbejde hårdt, så har man det, det kræver. Der er ikke noget magi i det, lyder det afsluttende fra Niels Ralund.

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev