Diabetesudstyr skal give patienter tryghed, frihed og livskvalitet

For blot 100 år siden kunne man intet stille op mod type 1-diabetes. I dag er Danmark førende på området, og Medtronic søger konstant at udvikle diabetesudstyr, så patienter verden over kan leve så normalt som muligt. Det bør være muligt at dyrke sport, sove, spise og bade – uden konstant at bekymre sig om blodsukkerværdier, insulin og senfølger.

Da Earl Bakken og hans svoger Palmer Hermundslie i 1949 startede et reparationsværksted i en garage i Minneapolis, kunne de umuligt have vidst, at deres spirende virksomhed, Medtronic, ville komme til at forbedre millioner af patienters helbred og liv. Det var dog deres mission helt fra begyndelsen.

Fra pacemaker til insulinpumpe

Missionen blev forstærket, da sundhedspersonalet efterspurgte, om det kunne lade sig gøre at fremstille en bærbar, batteridrevet pacemaker til en sengeliggende lille dreng. Det lykkedes for Medtronic, og herefter tog det fart. I dag er Medtronic globalt førende i medicotekniske løsninger inden for en lang række områder, og særligt diabetes har Medtronics store interesse:

Vores mission er at skabe værdi for patienten, så han eller hun får frihed til at leve et så normalt liv som muligt med en kronisk sygdom. Det kan være besværligt at leve et normalt liv, når man har diabetes, fordi det er en ”silent disease”. Det er en sygdom, du ikke kan føle i hverdagen, med mindre du har for lavt eller højt blodsukker, som både på kort og langt sigt kan give svære komplikationer. Derfor udvikler Medtronic innovativt diabetesudstyr, som søger at normalisere livet for patienten i en moderne verden, fortæller Hernán Niederer, der er Regional Senior Business Manager inden for diabetes hos Medtronic i Norden.

Tryghed og frihed med insulinpumpe

Medtronics fokus er insulinpumper og tilhørende teknologi. Det handler om at efterligne mange af de funktioner, en sund bugspytkirtel yder. Øget beskyttelse mod hypoglykæmi gør det lettere at opretholde god blodsukkerkontrol. Insulinpumpen taler sammen med en glukosemåler, og dermed ved pumpen, afhængigt af patientens blodsukker, hvor meget insulin der er brug for at bliver tilført:

Når kroppen ikke automatisk er i stand til at regulere, så må patienten, sygeplejersken eller lægen matematisk beregne, hvor meget insulin, patienten har brug for. Nu er det jo bare sådan, at ingen mennesker er ens, så beregningerne kan blive skæve, og dermed får kroppen ikke den mængde insulin, den har brug for. Den nyeste generation af insulinpumper efterligner nogle af funktionerne i en sund bugspytkirtel. De skruer selv op eller ned for insulinen, tilpasser sig svingende glukoseniveauer og justerer automatisk insulindoseringen for at stabilisere dem. Det gør det betydeligt nemmere for patienten at leve et normalt liv, forklarer Hernán Niederer.

Medtronic oplever, at udfordringen for patienten ligger i at lade pumpen arbejde og stole på, at den gør det godt. Det er der et psykologisk aspekt i, som de er meget opmærksomme på:

Når patienterne kommer over denne naturlige barriere, så er deres feedback, at behandlingen er noget helt andet, end de tidligere har oplevet. Det gælder også pårørende, specielt forældre, der kan sove trygt om natten, fordi de ved, at deres børn bliver overvåget. Det er den form for reel menneskelig værdi, der virkelig driver os som ansatte i Medtronic, lyder det fra Hernán Niederer.

Samfundsengagement

Verden over samarbejder Medtronic med sundhedspersonale, patienter og pårørende om at ændre måden, hvorpå man håndterer diabetes. Målet er at ændre behandlingen af diabetes ved at udvide adgangen til produkter, integrere pleje og forbedre resultaterne, så diabetikere kan nyde større frihed og bedre helbred. Medtronic ønsker at blive målt på den reelle værdi for patienten:

Vi er i den her branche på den lange bane, så derfor vil vi gerne måles på det, vi rent faktisk leverer. Når vi sælger en pumpe til et sygehus eller en region, så vil vi gerne måles på de resultater, som patienten oplever. Der ligger et stort fremtidspotentiale for et såkaldt værdibaseret sundhedssystem, og det bakker vi op omkring, siger Hernán Niederer og fortsætter:

Hos Medtronic vil vi gerne følge med tiden og forpligte os over for samfundet. Vi ønsker en åben dialog, så vi hele tiden kan samle input og udvikle vores produkter. Dermed opnår vi størst mulig værdi for de mennesker, der rent faktisk bruger dem. Det er dét, der er vores vision og mission, lyder det afslutningsvist fra Hernán Niederer.

www.medtronic.com

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev