Hvem skal drive fremtidens sundhedsinnovation?

Universiteterne skal lægge mere vægt på at hjælpe nye talenter videre ad innovationsvejen, hvis de skal være med til at udvikle fremtidens sundhedsvæsen. Ny uddannelse viser vejen.

Af Katrine Lind

Det er bydende nødvendigt at fremtidens sundhedsinnovatører ser den skjulte inderside af sundhedsvæsnet. De skal have et helhedssyn på patient, system, teknologi og økonomi, mener Sys Zoffmann Glud, der er direktør for den nye uddannelse, der lige nu spytter sundheds-entreprenører ud med en volumen, som ikke er matchet på lignende uddannelser i hele verden.

Innovation er det nye sort for de fleste af samfundets områder, som trænger til fornyelse, men det sker ikke uden den rigtige talentmasse og en forståelse for de behov, der har brug for løsninger. 

Den træge proces med at styrke innovationstalenter på universiteterne og Life Science-branchens mangel på nytænkning får nu et skub med en fonds-finansieret fellowship uddannelse.

Skub i udviklingen til Life Science

Det kører ellers for den industri, hvor alt hedder noget på engelsk, og der er penge nok. Men den slags buldrende lokomotiver skal hele tiden bruge ny energi for at holde sig kørende. 

BioMedical Design Novo Nordisk Foundation Fellowship Programme (BioMedical Design) kan blive løsningen for, at innovation og udvikling af nye løsninger til sundhedsvæsnet kan fortsætte i det tempo, vi har brug for. Direktør Sys Zoffmann Glud forklarer:

Innovation er altafgørende for patienter. Kan du forestille dig, hvor ubehageligt det ville være at få at vide: Du er syg, men der er ikke noget, som kan hjælpe og lindre dig? De gode løsninger kommer jo ikke dumpende ned fra himlen. Så den måde hvorpå vi skaber innovation, har stor indflydelse på, hvor godt løsningen hjælper patienterne.

Uddannelsen som game changer

Uddannelsen er på mange måder en game-changer for udviklingsarbejdet i krydsfeltet mellem sundhedsvæsen, forretning, forskning og uddannelse. Den peger ind i de greb, som både politikere, hospitaler, industrien og akademikere mener er essentielle for at sikre et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse. 

Men hvordan gør man det så? Jo, man sammensætter et læringsprogram, der kan sætte tværfaglige teams med fagligheder, der er nødvendige for at forstå et behov på en hospitalsafdeling, udvikle en løsning, teste den og få den gjort salgsklar. 

Se behovet før løsningen

Kernen i uddannelsen er netop at tage udgangspunkt i selve behovet på hospitalet. 

Direktør i Dansk Design Center og formand for styregruppen i BioMedical Design, Christian Bason, forklarer: 

Sundhed handler først og fremmest om mennesker. Om deres helbred, trivsel og velfærd. Men alt for ofte tager vores løsninger og processer udgangspunkt i systemets egen logik og i de administrative og fagprofessionelles perspektiv, ikke patienternes. Balancen er simpelthen skæv. Det betyder, at vi ikke får skabt de sammenhængende, meningsfulde og effektskabende indsatser som vi kunne. Menneskers behov skal derfor langt mere systematisk sættes i centrum for fremtidens sundhedsvæsen.

Stærkt resultat med første årgang

De 14 fellows, der netop har afsluttet BioMedical Design programmet, er allerede godt på vej til at skovle nyt kul på udviklingen og Life Science-lokomotivet. 

Tre start-ups er på tegnebrættet, og to udviklingsprojekter på Rigshospitalets og et på Aarhus Universitetshospital er i gang, og tre fellows er ansat i jobs med sundhedsinnovation som område.

Sys Zoffmann Glud er overordnet glad og tilfreds, og mener det er lykkedes at installere et innovativt og entreprenant ’mindset’ i de afgående fellows:

Det er min opfattelse, at rigtig mange ledere i Life Science-industrien, både den farmakologiske og den medicotekniske, godt ved at de gode ideer skal komme fra det omgivende samfund (forskningsinstitutionerne og start-ups). Dér skal vi bare lige huske at innovation kommer af en indre drivkraft hos det enkelte menneske. Så hvis ikke vi som samfund, og i vores mastodonter af universitetsinstitutioner og de store virksomheder, hele tiden stimulerer, opfordrer og viser vejen for de kloge hoveder, så dør innovationskraften.

Læs mere BioMedical Design

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev