Regionerne sætter gang i hjulene

Regionernes fornemste opgave er at give patienten den bedst mulige behandling og skabe sundhed for alle. Den opgave kan vi ikke løfte alene.

Vi har brug for en innovativ life science branche og et stærkt og dynamisk offentligt-privat samarbejde. Under corona har vi set, hvordan et tættere parløb mellem virksomheder og sundhedsvæsen med stor succes på rekordtid kan tackle yderst kritiske – og forhåbentligt – hundredårshændelser som en pandemi. 

På et splitsekund skabte corona et kaotisk verdensmarked, globale forsyningskæder i opbrud og mangel på livsvigtige værnemidler, testudstyr og i nogle tilfælde kritisk medicinsk udstyr. 

Corona ramte sundhedsvæsenet som en hammer. Men i stedet for at gå i koma over slaget, gik regionerne i højeste handlingsgear for at skaffe det, vi manglede på verdensmarkedet. Samtidigt omlagde mere end et dusin danske virksomheder produktionen i tæt samarbejde med os. Tak for velviljen, virksomheder. På grund af jer blev vi herhjemme i stand til at sikre en stabil forsyning af visirer, kitler, podeskåle, håndsprit og desinfektionsmidler i stor skala. Og et universitet trådte til, da respiratorkapaciteten kortvarigt så ud til at komme under pres. 

Corona har givet økonomien en mavepuster. Danmarks seneste økonomital peger på et fald i BNP på godt syv procent i andet kvartal 2020, hvilket historisk er uden sidestykke. Derfor er det kærkomment, at regeringen i sensommeren nedsatte ”Genstartsteam for Life Science & Biotek” for at få hjulene i dansk økonomi og eksport til at rulle hurtigt igen. 

Regionerne ønsker kortest mulig ventetid for virksomheder og forskere, når sundhedsforskningsprojekter skal godkendes videnskabsetisk før opstart. Det er nemlig afgørende for, at vi fortsat kan tilbyde patienterne adgang til den nyeste medicin. Vores opfordring til Genstartsteamet har derfor været, at staten speeder op og fremrykker etableringen af de nationale videnskabsetiske komiteer, som fra 2021 skal vurdere kommende lægemiddelforsøg. I dag er ventetiderne lange, hvilket hæmmer virksomhedernes adgang til at få testet nye løsninger. Det går i sidste ende ud over patienterne. 

Vi har også ytret et stærkt ønske om, at Danmark også kommer op i gear, når det gælder vores kapacitet til CE-mærkning af medicinsk udstyr. Mærkningen er under pres lige nu og derfor må danske producenter af medicinsk udstyr i dag vente i månedsvis på at få CE-mærket nye produkter. Derfor er der brug for et stærkt bemyndiget organ, der gearer op for kapaciteten og fremover kan sikre sundhedsvæsenet og patienterne hurtigere adgang til de nye løsninger. 

Corona har understreget vigtigheden af sundhedsforskningen. Slækker vi på den, kan det blive dyrt på den lange bane. Fra regionerne har en væsentlig opfordring til Genstartsteamet derfor været at opprioritere den uafhængige forskning tæt på patienterne på hospitalerne – til gavn for både patienter, kvalitet i sundhed samt det økosystem, som dansk life science er vokset ud af.

På Christiansborg vil der blive lyttet nøje til Genstartsteamets bud på, hvordan bl.a. life science branchen kan trække dansk økonomi i gang igen. Et af hovedbudskaberne fra teamet bør være, at styrket offentligt-privat samarbejde mellem sundhedsvæsen og dansk life science har højeste prioritet. Det samme gælder flere investeringer i sundhedsforskning. Begge dele er essentielle komponenter i den motor, som kan trække dansk økonomi fri af corona og sikre patienterne den bedste behandling nu og i fremtiden.

På sygehusene står driftige klinikere og kompetente life science virksomheder bag nye sundhedsløsninger, der hver da forbedrer patientbehandlingen. Lad os få flere løsninger udbredt og skaleret, siger vi. Og vi handler. Regionerne har etableret et Innovationsboard, hvor vi sammen med DI, Dansk Erhverv, Medicoindustrien vil sikre, at de bedste løsninger lokalt udbredes og skaleres nationalt.

Også på indkøb gør vi en forskel sammen. Regionerne køber årligt varer og tjeneste- ydelser ind for mere end 40 mia. kr – lige fra skalpeller til scanningsudstyr. Når det handler om de komplekse indkøb, er billigst ikke altid bedst.  Regionerne har øget fokus på værdibaserede indkøb. Det sker via FOVIS (Forum for Værdibaserede indkøb på Sundhedsområdet), hvor regioner og virksomheder arbejder tæt sammen om at øge andelen af værdibaserede indkøb, for eksempel ved at vi betaler leverandøren af knæimplantater flere penge, hvis patienten hurtigere kommer på benene.

Vækst og fremgang for dansk life science handler også om at sikre nemmere adgang til sundhedsdata og mere brug af personlig medicin. Derfor er vi i gang med at etablere én indgang til sundhedsdata og et nationalt datalandkort, hvor forskende klinikere har en fælles indgang til mere end 150 databaser. 

Nu vil vi i regionerne bruge de seneste erfaringer til at skabe mere fart. Vi vil styrke det flotte samarbejde mellem stat, regioner, kommuner, forskningsinstitutioner og erhvervsliv, som under Corona var af afgørende betydning for et presset sundhedsvæsen. For sundhedsområdet rummer et gyldent match. Når vi samarbejder, kommer det patienter, samfund og virksomheder til gavn. P.S: Der er plads til flere i vores tætte samarbejde. 

Læs mere fra Stephanie Lose her

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev