Udlandet anser Danmark som foregangsland inden for medicinsk cannabis

To år inde i forsøgsordningen med medicinsk cannabis i Danmark er der brug for at blive samlet op. Der skal skabes et fælles mål, da indsatsen lige nu er alt for fragmenteret. Hos foreningen Cannabis Danmark oplever de, at udlandets øjne hviler på Danmark og ser forsøgsordningen som stor inspirationskilde. Det bliver vi nødt til at udnytte til fulde.

I 2017, umiddelbart før forsøgsordningens indtræden, blev Cannabis Danmark stiftet på baggrund af patienters store efterspørgsel og mange problematikker. Da forsøgsordningen gik i gang, viste det sig da også, at der var et stort sort hul i forløbet fra plante til patient. Ifølge Rikke Jakobsen, fra Cannabis Danmark, er forsøgsordningen så løst formuleret, at de som forening og professionel bestyrelse forsøger at dække det hul, hvor de bl.a. er blevet indgangsdør til både udenlandske investeringer, information om forsøgsordningen og talerør for patienterne.

Der skal gøres status nu

Rikke Jakobsen oplever, at det er gået stærkt for foreningen, og at de i høj grad er efterspurgt i udlandet, hvor de rejser ud og fortæller om den danske forsøgsordning. Her fortæller de bl.a. også om de udfordringer, de har og har haft, og hvad man kan gøre bedre i andre lande:

Udlandet kigger mod Danmark som foregangsland på det her område og vil gerne kopiere forsøgsordningen, men det er klart, at når det er et af de første af sin slags, så bør de ikke kopiere det 1:1. En af de største udfordringer og benspænd er det tidligere forbud mod medicinsk cannabis, som har resulteret i, at der nærmest ikke eksisterer nogen forskning eller evidens herhjemme, fortæller Rikke Jakobsen.

Det overordnede mål er at komme derhen, hvor medicinsk cannabis bliver anerkendt som behandling og bliver til deciderede lægemidler. Et skridt på vejen er at skue til Canada, som har en del viden om bi- virkninger, kombineret med informationen fra de sidste to år i Danmark:

Vi ser, at der er tale om kendte bivirkning, som ikke er alvorlige. Der er ingen overraskelser, og de er til at håndtere. Lægerne burde altså vurdere, at det er sikkert at ordinere, men endnu et vigtigt skridt på vejen er at indhente de reelle erfaringer fra patienternes side, og det har man desværre ikke prioriteret endnu, lyder det fra Rikke Jakobsen.

I stedet for at vente endnu 2 år, hvor der ikke er sat et fælles mål for ordningen, så må vi ifølge Rikke Jakobsen stoppe op nu og samle alle interessenter og finde en løsning. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre herfra og forlænger ordningen, så vi kan få ordentlig forskning:

Det betyder, at man skal sætte sig det mål, at man vil derhen, for det kræver samarbejde inden for Research og Development. Bl.a. at vi får en bagudvendt forsk- ning, hvor man benytter forsøgsordningen til indsamling af viden fra patienterne, udnytter disse til præklinisk forskning og starter der. Det er fragmenteret begyndt – vi mangler den politiske retningssans nu, siger Rikke Jakobsen.

Smed, mens jernet er varmt

Ifølge Rikke Jakobsen kan Danmark komme til at sidde med et internationalt center for medicinsk cannabis, som kan tiltrække forskere og blive førende inden for området – hvis vi altså gør det rigtigt allerede nu:

Jeg håber, at man indser, at vi ikke skal vente yderligere 2 år, for hele udlandet kigger på Danmark lige nu. De ved, at vi har en god pharma-industri, en liberal lovgivning i forhold til etablering af virksomheder inden for dyrkning og eksport af cannabis samt en liberal lovgivning for ordination, som er et mellemværende mellem læge og patient. De andre europæiske lande regner med, at Danmark går i front og viser pharma-vejen inden for medicinsk cannabis. Vi er i centrum lige nu, og vi mener, at Danmark gør klogt i at udnytte den position til fulde, afslutter Rikke Jakobsen.

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Tilmeld Branche Indsigts nyhedsbrev